BIF Motion MTB kalder til forårssamling

Skrevet af Karina H. Rimmen on Sat, 03/27/2021 - 17:06

Redaktionen på boibramming.dk har modtaget følgende: 

Bramming IF Motion MTB afdeling kalder til forårssamling.


MTB afdelingen har trænet hele vinteren med de restriktioner, som der nu har været. VI har dermed holdt gang i træningen på de eksisterende hold.
Men nu kommer foråret, og vi skal igen have startet vores B&U hold op, og samtidig introducerer vi et nyt MTB motionshold.
Det er for alle M/K over 15 år, som gerne vil køre MTB, men som i første omgang ikke har lyst til at køre på decideret MTB baner. Der vil på dette C-hold mest blive kørt på grus- og markveje samt små stier rundt omkring Bramming.
 
Træningsturene vil typisk være på 20-25 km, og der vil blive kørt i et frisk tempo, men hvor alle kan være med.
Hygge og det sociale samvær vil være højt prioriteret, og der vil blive indlagt pauser, hvor man har tid til at nyde udsigten til vores dejlige natur.
 

Rivende udvikling i klubben:

MTB i BIF Motion har været inde i en rivende udvikling de seneste år. Vi har haft så stor en tilslutning, at vi nu har ikke mindre end 3 øvrige hold - ud over det nye tiltag.
Alle hold træner tirsdag kl. 18.00. 
Vi har et A+ hold, som startede op i efteråret 2020, det er for den seriøse MTB rytter, som træner meget struktureret. De følger en fast træningsplan med masser af intervaller og fokus på udvikling af formen. 

Derudover har vi et A-hold for de mere rutinerede ryttere og et B-hold for motionister og begyndere.
Vi har også frivillig træning om torsdagen, for dem som gerne vil have en ekstra træningsdag.

I weekenden arrangerer vi ofte en tur til en MTB bane i området, hvor alle hold deltager, og hvor der også hygges lidt socialt efter turen på banen.

Sidst men ikke mindst, har vi vores B&U MTB ræs, der også starter op efter påske.
Det er for unge og børn under 15 år.
Vi har en rigtig god opbakning til dette hold, men vi kan sagtens være mange flere.

Så har du lyst til at prøve at træne MTB med BIF Motion, så mød op efter påske, ved vores nye klublokale ved hallen. Det ligger bag ved Linie 10, Bakkevej 9.

Vi glæder os til at se dig, det gælder også nuværende medlemmer, som bare har holdt vinterpause.

Læs mere på Facebook: Bramming IF MTB. (En lukket gruppe for medlemmer, hvor du er velkommen til at kigge ind) eller på hjemmesiden: brammingif.dk/Motion-cykel

XL-Byg Bramming - Bo i Bramming

XL-Byg Bramming - Bo i Bramming